Fængsler: et bedre arbejdsliv - med fysisk træning

I kan ikke længere søge en forebyggelsespakke. I er velkomne til at downloade drejebøger til jeres videre arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet eller medarbejdernes sundhed.

Denne pakke er udviklet til fængsler og arresthuse, men andre virksomheder inden for branchen ”Politi, beredskab og fængsler” kan også søge om støtte til pakkerne for en gruppe på op til 40 ansatte (ledere og medarbejdere).

Store tjenestesteder med over henholdsvis 100 og 249 ansatte kan søge op til henholdsvis 3 og 5 forebyggelsespakker pr. p-enhed (dog kun én pr. afdeling).

Hvem henvender pakken sig til?

Ledelse og medarbejdere i fængsler og arresthuse. Der kan maksimalt deltage 40 personer (medarbejderne, den daglige leder og den øverste leder) i forebyggelsespakkens aktiviteter.

Hvad opnår I ved at gennemføre forebyggelsespakken?

Pakken hjælper jer med at fastsætte nye fælles mål for jeres psykiske arbejdsmiljø og med at få idéer til, hvordan I kan opnå disse mål. Herudover får I mulighed for at komme i bedre fysisk form ved at træne sammen i arbejdstiden. 

Hvad skal I konkret gøre?

I skal gennemføre et fremtidsværksted. Det er en metode, som er velegnet til at sætte fokus på jeres arbejdsmiljøproblemer og få idéer til, hvordan I kan løse dem. Og så skal I træne sammen. Den daglige leder, en træningsansvarlig medarbejder og to hjælpere, fx en arbejdsmiljørepræsentant og en tillidsrepræsentant, styrer medarbejderne gennem forløbet. Det sker i tæt samarbejde med en konsulent fra Kriminalforsorgen. Den øverste ledelse deltager ved et introduktionsmøde og et opsamlings- og planlægningsmøde.

Hvis I ønsker at bruge en anden konsulent end en konsulent fra Kriminalforsorgen, læs her >>

Hvad får I af økonomisk støtte og anden hjælp?

Fonden dækker:

  • lønnen for de timer, der er afsat til den øverste leder, den daglige leder og medarbejderne, så I kan gennemføre forløbet
  • lønnen til en konsulent fra Kriminalforsorgen, som skal vejlede jer i forløbet. Konsulenten bør have erfaring med at drive gruppeprocesser inden for psykisk arbejdsmiljø.
Hvad skal jeres arbejdsplads gøre for at kunne gennemføre forebyggelsespakken?

Ledelsen skal bakke fuldt op, og medarbejderne skal engagere sig i forløbet.

  • Kriminalforsorgen skal give tilsagn om at stille en konsulent til rådighed, som kan vejlede jer gennem forløbet. Konsulenten skal have bred viden om arbejdsmiljø, kendskab til arbejdet i fængsler og arresthuse og erfaring med at styre processer.
  • I skal have egnede lokaler, og I skal skaffe selvklæbende memosedler, papir til flip-over, papkort og skriveredskaber.
  • I skal råde over egnede faciliteter til fysisk træning og evt. træningsredskaber.
Hvilke krav skal I opfylde for at opnå støtte?

For at få udbetalt støtte er det en betingelse, at I nøje følger forebyggelsespakkens drejebog og standardvilkår. Dette indebærer, at I:

  • skal følge den metode, der fremgår af drejebogen
  • skal anvende det timetal, der er angivet til hver aktivitet
  • skal indsende et underskrevet slutregnskab
  • skal overholde de takster, der fremgår af drejebogen – ellers skal I selv betale differencen.

Følger I ikke både drejebog og standardvilkår, kan tilsagnet bortfalde, og fonden kan ikke udbetale støtte.

Infoboks

Opdateret:
27 JAN. 2016
Redigeret af:
Shoji Igi
Kontakt:
7221 7400