Jobsøgning: Hvordan finder jeg et nyt job?

Vi er alle afhængige af at have en indtægt, der gør det muligt at have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i maven. Et job er ofte den letteste vej til en fast indtægt, der gør det muligt at leve og nyde livet samtidigt.

Det er dog ikke altid lige nemt, hvis man ikke er i job og føler sig udenfor samfundets rutiner. Er du arbejdsløs, er der flere ting, du aktivt kan gøre, for at du lander i job igen.

Jobmarkedet i Danmark

I Danmark ser tallene for beskæftigelse rigtig gode ud, og antallet af lønmodtagere steg i 2018 ifølge Danmarks Statistik. Også set i forhold til Europa ligger Danmark som det land i EU, der har den fjerdehøjeste beskæftigelsesfrekvens.

En normal fastansættelse ligger på 37 timer, men mange danskere har en hverdag, der ser anderledes ud. Det kan være meget forskelligt, hvordan man vælger at indrette sit arbejdsliv. Én ting er dog sikkert: Der skal penge ind, før man kan bruge dem. Derfor er et job nødvendigt, hvis man er i stand til at varetage et. Men det kræver ligeledes, at man finder det rette job, hvad enten det er et job i staten eller job i forsvaret. Hvis man er uddannet indenfor en bestemt branche eller har et specifikt drømmejob, kan vejen til jobbet godt være lidt mere besværlig.

Meld dig arbejdsløs, og start din jobsøgning

Det kan både være med tungt og lyst sind, at man er blevet arbejdsløs. Er det med en fyrring i hånden, kan det give en ubehagelig følelse, men man kan også have valgt selv at gå med et ønske om et andet mere tilfredsstillende job.

Hvad end grunden er, står man overfor jobsøgningens proces. Det er for nogen en lang proces, der trækker tænder ud. Alt efter uddannelse og erfaring kan det nemlig være svært at finde sin rette hylde på arbejdsmarkedet.

Der er dog mange ting, man selv kan gøre for at komme tættere på målet om et job. Først og fremmest skal man have meldt sig ledig, så man kan få gang i jobsøgningen.

A-kasse i tilfælde af arbejdsløshed

Det er barnelærdom, at det er godt at have et job. Hvis man er i job, tjener man penge, og man er ikke afhængig af andre. Bliver man arbejdsløs, er man afhængig af at få enten kontanthjælp eller dagpenge, så man stadig kan få hverdagen til at hænge sammen.

Det er en fordel at have en arbejdsløshedsforsikring gennem en a-kasse. A-kassen kan sikre en dagpengesats, der er højere end kontanthjælpen. Du betaler løbende til a-kassen, mens du er i job, som en forsikring for at du kan få en pæn månedlig ydelse i arbejdsløshedsperioder.

Udover at give en økonomisk fordel så kan a-kassen også hjælpe med jobsøgningsprocessen og kontakten til jobcenteret. A-kasser tilbyder oveni ofte deres medlemmer kurser og hjælp til at finde en uddannelse, hvis det er nødvendigt for fremtidens jobsikring.

Mentalt overskud er nødvendigt i processen

Hvis man er ledig, kan man godt komme til at føle sig ubrugelig og unødvendig, hvis afslag på job kommer i en lind strøm. Særligt hvis man ikke før har prøvet at skulle være arbejdsløs for alvor, kan det koste en lille nedtur.

Det kræver mentalt overskud, hvis man skal kunne se mere rationelt på afvisningerne. Man er jo nødt til at tage dem som det, de er: Et afslag. Det betyder ikke, at der er noget galt med dig, hvis virksomheden ikke ser dig som den rette kandidat til jobbet. I stedet må man vende bøtten og konstatere, at man blot ikke havde de rette kompetencer eller erfaring til dette job, men at der må være andre, der har brug for ens kompetencer.

Derfor er det også vigtigt at få taget hul på ansøgningsprocessen, så man ikke hænger fast i de få jobs, man har søgt og fået afslag på.

Datalovgivningen har forandret jobsøgningen

Den nye datalovgivning har haft betydning for, hvordan man i dag skal søge et job. Når man siger, at man leder efter nyt job, svarer andre ofte, at man da blot skal gå rundt med nogle uopfordrede ansøgninger. Man viser måske initiativ og velvillighed overfor den muligt kommende arbejdsplads, men det er ikke altid en god ide.

For det første betyder datalovgivningen, at virksomheden ikke må have dine personlige informationer liggende ubeskyttede. Ofte står der personfølsomme informationer i både CV og ansøgning, og det er ulovligt for virksomheden at tage imod dem og ikke kunne opbevare dem sikkert. Det er en ærgerlig situation at have printet en håndfuld CV’er og måtte gå hjem med stakken igen, fordi ingen vil tage imod dem.

Flere virksomheder skriver åbent på deres hjemmesider, at man skal søge job gennem deres online søgesystemer fremfor at aflevere ansøgninger i deres fysiske butikker.

Find dit nye job online

Som rigtig mange andre af hverdagens gøremål er jobsøgningen gået online. Når man står udenfor arbejdsmarkedet, skal man gøre sig ledig på Jobnet for at få enten kontanthjælp eller dagpenge.

Online foregår både al registrering af jobsøgning, kontakt med sagsbehandlere, mødeindkaldelse og ansøgning om ydelser på de såkaldte job index. Samtidigt bliver der foreslået jobopslag på ens egen side, hvor jobdatabasen viser mange af de ledige stillinger, der kan være relevante for dig at søge.

Er man medlem af en a-kasse, er det også online, den meste kontakt foregår. Det er over deres interne onlinesystem, man aftaler møder og skal tilmeldes kurser. En computer, tablet eller smartphone med internetadgang er derfor svært uundværlig, hvis man er ledig i dag.

Derudover skal man kunne lave sit CV og skrive sine ansøgninger, der skal kunne sendes digitalt, hvilket er lettest på en tablet eller computer. Hvis man ikke selv har adgang til en computer, kan man låne en på biblioteket med gratis internetadgang.

Husk at tjekke de online jobdatabaser

Selvom der stadig bliver slået enkelte jobopslag op i aviserne, så er det på internettet, at langt de fleste job bliver slået op. Online kan man finde mange forskellige online databaser, hvor mange forskellige arbejdsgivere slår deres jobopslag op. De største danske jobsøgningsdatabaser rummer rigtig mange faggrupper, hvor man måske også kan blive overrasket over mulighederne for et nyt job i en helt anden branche.

Hvis man overvejer at skifte branche, kan man med fordel tale med sin a-kasse om mulighederne, før man siger sit job op. A-kassen kan nemlig guide dig i forhold til den videre vej ind i en ny faglighed, hvor man muligvis griber tingene lidt anderledes an.

Tjek drømmevirksomhedens hjemmeside efter jobopslag

Flere og flere større virksomheder har deres egen jobsøgningsbank på deres hjemmeside. Her slår de job op, som man kan søge direkte på siden. Det gør ansøgningsprocessen let, men det betyder ligeledes, at virksomhederne kan forme ansøgningen efter deres ønsker.

Nogle virksomheder er hoppet på bølgen, hvor man inviterer ansøgere til at lave en lille video og/eller udfylde nogle spørgeskemaer. Det lyder måske som en stor mundfuld, men på den anden side skal både du og virksomheden være sikre på, at I er det rette match.

Ofte vil virksomheden ligeledes have en ansøgerbank, hvor man kan tilføje sit CV og en uopfordret ansøgning. Det svarer til at aflevere ansøgningen i hånden hos virksomheden, fordi man derfor ligger i bunken og kommer i betragtning, når en stilling slås op. På den måde er man på forkant, hvis man har lavet et godt CV og allerede har gjort sig synlig for den muligt kommende arbejdsplads.

Få foden indenfor med vikarbureauer og rekrutteringsfirmaer

Hvis man gerne hurtigt skal i gang med at tjene penge og har en hverdag, der tillader vikarjobs, er vikarbureauer gode. Hos et vikarbureau kommer du i deres medarbejderoversigt, så de kan tilbyde dig forskellige vikarjobs, når de kontaktes af kunder.

Igennem vikarbureauerne møder du nye mennesker, forskellige arbejdspladser og styrker dit netværk. Oveni får du mere erfaring på dit CV, der måske kan hjælpe dig videre med jobsøgningen, hvis du leder efter et mere fast job. Et vikarjob kan også resultere i en fast stilling, hvis du viser dig at være uundværlig for den arbejdsplads, du vikarierer for. Ligeledes kan man også tilmelde sig forskellige rekrutteringsbureauer, der ordner ansøgningsprocessen for virksomhederne.

På samme måde vil du indgå som en potentiel kandidat i deres bank over forskellige arbejdstagere, som rekrutteringsfirmaerne håndplukker til kunders job. Dette foregår også særligt online, hvorfor det er en god ide, at man udfylder sine online profiler med de rette informationer.

Sociale medier er uundværligt netværk

Netværk er uundværligt, og det kan sagtens betale sig at gøre nytte af sine kontakter gennem de sociale medier, når man leder efter nyt job. Man kan kontakte venner og bekendte med et opslag, hvor man gør opmærksom på, at man leder efter nyt job med lys og lygte.

Det handler om at sælge sig selv og sine kompetencer, og venner eller bekendte kender måske tilfældigvis nogen, der står og mangler dig. Derudover kan en ven stå inde for dine kompetencer og være med til at give dig en ekstra fordel.

Der findes også online grupper inddelt eksempelvis efter faggrupper eller nærområde, hvor der bliver slået mange stillinger op. På den måde kan man udvide sit netværk og opdage endnu flere jobopslag via de sociale medier. Faktisk kommer de fleste jobopslag aldrig længere end til netværket, fordi de hurtigt bliver besat.

Vær opmærksom på dit digitale liv

Når det kommer til det online liv, skal man dog være opmærksom på, at alle kan se med. Vi er alle til en vis grad online, og nogle deler mere af deres privatliv i den digitale sfære end andre. En mulig arbejdsgiver vil måske søge efter dig på sociale medier og søgemaskiner, hvor det kan give både et godt og mindre godt førstehåndsindtryk.

Selvom man selvfølgelig ansætter på baggrund af kompetencer, gælder det også de personlige kompetencer. Der skal være match mellem virksomhedens kultur og arbejdstagerens personlighed.

Gamle festbilleder eller radikale udmeldinger kan måske give en kommende arbejdsgiver et indtryk, der ikke svarer til det, du ønsker, de skal få. Står man udenfor arbejdsmarkedet, kan man derfor med fordel gennemgå og rydde op på de forskellige digitale platforme, man er tilgængelig på.

Lav et godt CV og en fængende ansøgning

Det er en genre for sig selv, men jobsøgningen kræver, at man arbejder på et godt CV og de gode ansøgninger. Fordi det er det første, arbejdsgiveren ser, skal det give interesse for at møde dig til en samtale. Det er derfor vigtigt, at man i høj grad sætter sig i læserens sted og tænker opsætningen ud fra deres synspunkt. Hvad er det, som læseren har brug for at vide, før han eller hun kan vurdere, om du er en egnet kandidat?

Man kan starte med jobopslaget, for deri kan man læse ønskerne til arbejdspladsens kommende medarbejder. Jobopslaget er en form for ønskeliste, og hvis man ikke har alle de ønskede kompetencer, skal man ikke lade sig slå ud. Du kan nemlig sagtens være den rette kandidat, fordi du måske har en kompetence i skabet, som de slet ikke vidste, at de har brug for, før du står der.

Tænk på din læser, når du skriver CV

Både jobcenteret og a-kassen vil gerne hjælpe med at få deres borgere og medlemmers CV’er til at stå skarpt. Der kan være meget forskel på forventningerne til et CV fra person til person, faglighed til faglighed. Man skal derfor gøre op med sig selv, hvad det er for en pakke, man kan tilbyde, og hvordan man formidler det til kommende arbejdsgivere.

Nogle faggrupper såsom reklamefolk og kulturinstitutioner vil sætte pris på et kreativt og nytænkende CV, der leger med indhold og form. Derimod vil en ingeniør nok foretrække et mere stilrent og overskueligt CV, så han eller hun let kan finde de nødvendige informationer.

Det er vigtigt at overveje de visuelle virkemidler, da de også har betydning for det indtryk, du efterlader. Opsætningen af CV, farvevalg, billede og tekstformat kan tilsammen give et hurtigt indtryk af dig til læseren.

Ansøgningen: Hvad kan du tilbyde?

Når det kommer til ansøgningen, så er det her, du kan gøre din motivation for et job tydelig. Virksomheden skal gerne kunne mærke, hvorfor du har valgt at sende dem dit CV og ansøgning. Det kan både være, fordi det er en drømmearbejdsplads, nogle drømmearbejdsopgaver eller blot et felt, hvor du elsker at være i job.

Derudover er det en rigtig god ide at have analyseret lidt på opslaget for det job, du ønsker at søge. Ofte vil der være brugt nogle flosker i teksten til opslaget, men hvis man kan læse mellem linjerne, kan man ofte ramme specifikke ting, de eftersøger, i sin ansøgning.

Det kan være en tone i teksten eller en særlig formulering, men hvis der er noget, du kan arbejde med, så klø på. Læseren kommer med garanti til at sidde med en stak meget enslydende ansøgninger foran sig, så gør dig umage med at få din ansøgning så fængende som muligt.

Sørg for at få læst korrektur inden afsendelse

Hvis man gerne vil tages seriøst, kan det være nødvendigt at få andre til at læse CV og ansøgning igennem. Ofte kører man død i sine egne tekster, fordi man har stirret sig blind på dem.

Et andet menneske kan hjælpe dig med at fange småfejl og formuleringer, der ikke lyder korrekt. Dette kan både være sagsbehandleren på jobcenteret, din a-kasse eller en rigtig god ven, men det er nødvendigt for, at CV og ansøgning fremstår så seriøse som muligt. Arbejdsgiveren skal nemlig ikke bruge tid på at blive forstyrret i sin læsning af fejl, der kunne være undgået, når det nu handler om dine kompetencer for jobbet.

Jobsamtalen: Den store prøve

Det kan for mange føles mere grænseoverskridende at skulle ind til jobsamtale end at skulle til eksamen. De fleste er nervøse før en jobsamtale, fordi man kommer i spotlyset og skal måles, vejes og vurderes. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på, at de ikke bedømmer dig som person, men snarere dine kompetencer for det specifikke job.

Afslag skal derfor heller ikke tages som en personlig afvisning. I stedet må du tænke det som en form for byttehandel, hvor I i fællesskab skal finde ud af, om du er den rette kandidat og de den rette arbejdsplads.

Med den digitale udvikling foregår jobsamtaler både i virkeligheden, men man kan også komme til jobsamtale over webcam. Her vil præmissen for samtalen være den samme, men du sidder hjemmefra og taler med intervieweren. Sørg for at have helt styr på internet, lyd og video, hvis du skal til en jobsamtale online, så du ikke bruger den første tid på at kludre med teknikken.

Kom ud af hulen og gør noget aktivt

Arbejdsløshed kan få folk til at gå helt i stå. Det kan blive en glidebane til lange dage på sofaen uden indhold i hverdagen. Kan man fastholde gode vaner såsom at komme op til fast tid hver dag, spise godt og få motioneret, er det en fordel for det mentale helbred.

Hvis man barrikaderer sig indendørs, har det en selvforstærkende effekt. Derfor bør man holde sit liv ved lige og holde fast i dagligdagens rutiner. Få delt både opture og nedture med andre ligesindede og lad være med at lukke af for familie, venner og bekendte, der i virkeligheden gerne vil dig det bedste.

Så hold hovedet højt og søg job, for du finder med garanti din rette hylde på arbejdsmarkedet.